Jo, han er god, rigtig en af de udspekulerede,
tænkte Sine Filipsen.
«Jo da, værsaagod;» men Sine var vred, snudde raskt ryggen til og skar op brød, saa det susede. Og siden var han, ikke to gange — nei, sandelig var det ikke tre gange, og det i løbet af fjorten dage, ude i haven for at se paa hendes plantninger.
Og en gang raabte han fra vinduet: «Deiligt veir idag, frøken!» Og den lille magre, udkjørte Sine Filipsen laa og kunde ikke faa sove om natten for al den kjærlighed. En gang foldede hun hænderne og takkede Gud, fordi alt var saa deiligt.
Og om dagen tindrede øinene, og foden fløi lettere trapperne op og trapperne ned. Jo — jo san!
Men ikke et ord turde hun sige til fru Mangor. Tante Mangor, som var saa streng ligeoverfor saadant noget, hun var istand til at jage hende ud af huset, fik hun idé om en saadan stormende kurtise.
Den hele dag slåp ikke Sine Filipsen skole lærerens vindu af øie eller tanker. Havde han gardinet oppe, vilde han have udsigt til haven og hende i det længste, var gardinet nede, saa maatte han endelig engang bryde over tvert og arbeide.
Stakkaren! tænkte Sine Filipsen.
Saa kunde hun ikke længer gaa alene med sin store hemmelighed. Hun maatte betro sig til Aagot Monsen, den eneste veninde, der fuldt ud
