mand. Nei, tante Mangor havde fortalt altfor meget, — altfor, altfor meget! Fy da, — nei tak!
Men de skulde sukke for hende, fortæres af kjærlighed, — aa, alt det Sine Filipsen i sine egne tanker havde været udsat for i den retning. Jo, hun kjendte nok mandfolkene, Sine!
Den første var skolelæreren her lige over, der siden giftede sig med enken efter kjøbmand Hodne. Ja, det var ogsaa en historie.
Stod han ikke i det aabne vindu hver eneste morgen og stirrede lige ned i kjøkkenvinduet, hvor hun netop paa den tid stod og gjorde frokosten istand. Sandelig var hun ikke saa kjed de øinene saa, — og engang tog han sogar en kikkert og saa lige lukt ned paa hende. En virkelig theaterkikkert var det. Men da blev det formeget, da satte Sine Filipsen op halvgardiner. For det kan nu være maade paa kurtise ogsaa, tænkte Sine.
Men en dag — Sine glemte det aldrig — stod ikke skolelæreren i egen person i kjøkkendøren! Hun troede, hun skulde faldt om, og maatte holde sig i kjøkkenbænken. Det var da en frækhed uden lige at komme lige ind til hende.
Han bad saa meget om undskyldning, men om han fik lov til at tage en gren af det espalier,, der slyngede sig rundt kjøkkenvinduet. Han interesserede sig for botanik, og nu havde han saa længe spekuleret paa den plante, at han maatte have greie paa den og kanske skaffe sig nogle stiklinger.
