Danmörk (Danaríki, Danaveldi). Det grændsede i Middelalderen mod Syd til Egderá eller Ægisyra (nu Eideren), og Holzetuland (Holsteen) og indbefattede, foruden den her nordenfor liggende jyske Halvø (ford. Jótland) og Øerne, ogsaa Skaane (ford. Skáney) med Bornholm (ford. Borgundarhólmr) samt Halland og Bleking (ford. Bleiking) Indbyggerne kaldtes Danir og danskr, som var fra Danmark.
Norges gamle Navn, der almindeligt findes skrevet Norvegr og Noregr, var vel oprindelig Nordvegr eller Nordrvegr (see Samlinger til det Norske Folks Sprog &c. 2det Bind Side 379 f.). I den ældste Tid var det egentlige Norges Grændse (Landamæri) «Göt-Elven fra Væneren til Søen, men mod Nord Skovene (Markir) indtil Eidskoug og siden Kjølen alt Nord til Finmarken,» det vil sige, til Røberg ved Lenvig, eller til Malanger-Fjord nordligst i Senjen (see Olaf d. Hel. S. Cap. 59 og Not. om Halogaland til Har. Haarf. Sag. Cap. 34). Senere gik Grændsen omtrent som nu fra Forbjerget Væggen paa Arnøen nordenfor Tromsø, i Syd til Kjølen og langs denne indtil Finlierne i Snaasens Prgd., derpaa i Øst til Strøm i Hammerdals Pastorat i Jæmteland og videre mod Sydøst til Ångermanland; fulgte siden omtrent den nuværende Grændse for Jæmteland og Herjedalen, nemlig i Sydøst og Sydvest indtil Trondeklitt og videre i Vest til Trollegraf, saa i Syd til Fånåkämsås i den østlige Kant af Särna Sogn i Dalarne, hvorpaa den atter faldt sammen med den nærværende Grændse, som den uden særdeles betydelige Afvigelser fulgte indtil Lee-Sø, Bog-Sø og Korn-Søerne, samt videre efter den endnu gjældende Grændse imellem Bahuus-Lehn og Dalsland indtil Göt-Elven. (Ifølge en Grændse-Tractat imellem Norge og Sverige fra Midten af 13de Aarhudrede, som findes i Codex Ar. Mag. 114 qr. A. paa Univers. Bibl. i Khavn). Til Norge i den meest udstrakte Forstand (Noregsveldi) angives som Grændse i Syd Göt-Elven, mod Østen Eidskoug, mod Norden Gandvik eller det hvide Hav og mod Vesten Aungulseyjasund (d. e. Sundet mellem nuværende Anglesey og det faste Land Wales i England). Foruden Finmarken som det var (Har. Haarf. S. Cap. 34), ere saaledes alle det gamle Norges vestlige Skatlande deri tillige indbegrebne (see Cap. 20 og Fornm. S. V. 238—39 o. s. v.). Til de naturlige Inddelinger af Landet i det Nordenfjeldske, Søndenfjeldske og Vestenfjeldske findes i vore Oldskrifter de tilsvarende Udtrykke «nordr i landi ok sudr» og «um midt landit.» Norge var iøvrigt inddelt i disse Fylker: Háleyja-fylki, Naumdæla-f., Öyna-f., Spargbyggja-f., Verdæla-f., Skeyna-f., Strinda-f., Stjórdæla-f., Gauldæla-f., Orkdæla-f., Nordmæra-f., Raumsdæla-f., Sunnmæra-f., Firda-f., Fjala-f., Sygna-f., Haurda-f., Rygja-f., Egda-f., Græna-f., Vestfold (Vestfylda-f.), Vingulmørk, Alfheimar (senere Oslóar-sysla, Borgar-sysla og Ránríki), Rauma-f., Heina-f., (eller Heidmörk), Öystradalir, Gudbrandsdalir, Hada-f., Valdres, Haddíngjadalr samt Jamtaland og Herjulfsdalr paa den østre Side af de nuværende Grændse-Fjelde (see Navnene paa de enkelte Landskaber). Endelig fortjener at bemærkes Landets ældgamle Inddeling i Lov-Districter eller Lagdømmer (see Har. Haarf. S. Cap. 34) Indbyggerne kaldtes Nordmenn, Noregsmenn, Nordanmenn og norrænn (norrænir) som var fra Norge.
Island, see Har. Haarf. S. Cap. 20.
