Aa tænk, om m’et havde vært med. Bare det stakkels ene enkle m’et. Han prøved at føje det til, vilde se Asia for sig med Endelsen m, men det lykkedes ikke. Asia stod der i Stilen, helt henne tilvenstre, nederst nede paa Siden, Asia stod der paa Væggene og Bordet, paa Stolene og Gulvet. For en Pine, at sidde her saa hjælpeløs! Saa ganske og aldeles hjælpeløs, for der var intet at gjøre. Stilen var i Professorens Værge, han vilde faa en fire Stregs Fejl, og det vilde forringe Karakteren mindst én Grad. Naar saa de andre Smaafejl kom til, som Stilen naturligvis vrimled af, blev det nok 4 han fik. Kanske 5. Og han, som kunde og skulde havt det ret. Taarerne persed sig frem med Stik i Øjnene, og han gned dem ud over Kindbenet med Bagen af Pegefingeren.
In Asia profectus est. Aa, hvor det naged og grov. Det blev hans Død.
Var der da ingen Redning?
Han fôr op og begyndte at gaa paa det lille, aflange Gulv med lange, langsomme Skridt.
