gjennem Gaderne. Han svinged ikke mere med Armene, og de sømbeslagne Sko smald ikke mod Stenene som før. Nakken var dukket og Kinderne slappe og smale.
Da han var kommen op paa sin Hybel i Briskeby, satte han sig ned paa Stolen foran Sengen med Hænderne korslagte i Skjødet.
Nej, at han skulde skrive Asia! At han skulde, skulde ha gjort det. Han, som vidste saa godt, at det hed Asiam og ikke Asia! Var der Retfærdighed i Verden paa slig Vis! Han tramped med Foden og knytted Haanden ud i Luften. Han bed Tænderne sammen, saa det skar i dem.
Eller var der en Mulighed for, at han husked feil? Ak nej! Han saa det saa tydeligt for sig. Helt henne tilvenstre, nederst nede paa Siden, stod det. Men klare runde Bogstaver: in Asia.
Tilsidst saa han Ordet Asia allevegne. Det dansed op og ned for hans Øjne, det stod skrevet med Kjæmpebogstaver paa Væggene, paa Bordet, paa Stolerne og paa Gulvet.
