hosdan ska en bære sig ad, naar han inte finns?»
«Opgi Du bare Navnet hans til mig, Du» — mente Konstablen — «saa ska han nok bli fremskaffet.»
«Ja, den som vidste det,» — sagde hun stilfærdigt.
«Haa for naa’e! Kjender Du inte Navnet paa dit eget Barns Far?»
Karen stak Fingeren i Munden og suged paa den. Hodet gled forover. Der kom et hjælpeløst, fjollet Smil paa Ansigtet. «N—e—j,» hvisked hun med en langtrukken Betoning paa hvert Bogstav og uden at ta Fingeren bort.
«Naa har jeg aldrig i mine Dager høt saa galt,» — satte Konstablen i. «I Jessu Navn da, hosdan gik det til, at Du kom isammens med ham?»
«Jæ traf ham paa Gata om Kvællene, naar det var mørkt,» sa hun, uden Spor af Undseelse, «men det varte inte længe, før han ble borte, og siden har jæ aldrig set ham.»
«Har Du inte spurt Dig for da?»
