sig lidt, men tænkte sluttelig, at det vel maatte ha vært Indbildning.... Eller hvordan det nu kunde hænge sammen.
Da han en Stund efter kom samme Vej tilbage og nærmed sig Huset, skotted han til det. Hvad var det? Saa han ikke noget røre sig derinde? Gaslygterne udenfor kasted fra begge Sider Skinnet ind gjennem Vinduerne, saa det tog sig ud, som var der tændt Lys derinde.
Han gikk hen og keg ind. Ganske rigtigt. Der sad et Væsen paa Bænken tæt under Vinduet, en liden sammenkrøget Skikkelse, som bøjed sig forover og pusled med noget, han ikke kunde se. Et Skridt omkring Hjørnet, og han stod ved Døren og vilde ind. Den var stængt.
«Lukk opp!» — raabte han, og banked paa med sin Kno.
Han hørte det fare op med et Sæt, der kom et svagt, forskrækket Udraab, og saa blev det helt stille.
