Denne siden er godkjent
Og jeg er det bævende, svage Siv.
Og Stormen er Sorg og Savn.
Hav Tak, du gode, du elskede Viv,
Som kom fra din himmelske Havn.
Vel kan jeg ei skue dig Engel saa kjær,
Thi Himlen ei Mennesker saa,
Men henrykt jeg føler du er mig saa nær,
Du ved min Side mon staa.
Tæt om mig du slynger Din venlige Arm,
Og slutter mig fast i din Favn,
Mit Hoved hviler sig ved din Barm,
Der svinder al Jordens Savn.
Du trykker et langt, et lægende Kys
Saa ømt paa min Pande hed,
Da oprinder for mig Himmelens Lys.
Jeg føler dens Salighed. —
Hav Tak, du gode, du elskede Viv,
Som kom til den Sørgende ned,
Du kvæget har det knækkede Siv,
Du har givet mit Hjerte Fred.
