Denne siden er godkjent
Saa mangen en Sorg, saa mangen en Fryd
Under dette Tag mig har mødt.
Min Taare! o stands ei, kun frit udbryd,
At græde det er saa sødt.
Min Harpe jeg tager fra Krogen frem,
Ak Støv har sig over den lagt,
Den har ikke lydt i mit ensomme Hjem,
Siden hun blev til Graven bragt.
Saa vil jeg da engang end høre dens Klang,
Jeg vil tolke min Sorg og mit Savn,
Mit Hjerte er tungt, min Barm er trang,
Jeg vil lettes i Tonernes Favn. — —
Hvad suser, hvad hvisker i Tonernes Væld,
Der bæver fra Strengene blødt?
O, himmelske Vinger omvifte min Sjæl,
En Engel omslynger mig sødt.
Du blide, du elskte, du henfarne Viv!
Jeg føler, jeg ved, det er dig,
Du kommer at skjærme det svage Siv,
Som bøier i Høststormen sig.
