Denne siden er godkjent
Den Havfru sad ved Stranden i den dybe Efterhøst,
Og stirrede saa tankefuld henover Havets Bryst.
Den klare Maane skinned henad den tause Kyst,
Og Voverne de rulled saa blødt og saa tyst.
Bedrøvet hun sit Hoved i Haanden hvile lod,
To tunge, klare Taarer i hendes Øine stod.
Da steg der tungt og langsomt et Suk fra hendes Bryst,
Hun slog Guldharpens Strenge og klar lød hendes Røst.
‘En Længsel, — o, en Længsel, saa higende og varm
Sig skjuler dybt herinde i min bankende Barm!’
‘Jeg ved ei selv hvorefter, jeg ikke den forstaar,
Men aldrig jeg den glemmer, mit Hjerte Ro ei faar.’
