Denne siden er godkjent
Den skuer rundt omkring sig udover Marken hen,
Og føler sig saa nedtrykt og saa ene,
Thi hvorsomhelst den skuer, den finder ingen Ven,
Ak! midt i Vintren vaagned den alene.
Saa bøier den sit Hoved og vender atter did,
Hvorfra den nys kom frem saa langt før Tiden,
Og naar saa Vaaren kommer, saa blomstrende og blid,
Da er dens Liv forbi for længe siden.
