<poem> ‘Jeg frygter saa, jeg hører Ulven tude, Og Stormen suser gjennem Skog og Krat, Det er saa koldt, det er saa fælt derude, — O! lad mig hvile her i denne Nat!’ — ‘Hvad?’ svared onde Husbond, ‘vil du tigge? Strax ud igjen, jeg ta’er ei mod en Slig, Gaa ud i Sneen, der kan du faa ligge, Se, der er Plads god nok for En som dig.’
‘O!’ hvilken Zittren, mens hans Taarer trille Ad Kinden ned, ‘hvorhen skal jeg da ty? — O! Alt, jeg kan, skal jeg for eder spille, Giv mig for Stormen blot inat et Ly!’ ‘Nei!’ var det Svar, han fik, ‘nei har jeg sagt dig, Jeg vil ei ha’e dig her, jeg be’r dig kun, At du vil hurtig komme bort, og agt dig For mer at komme hid og tigge, Hund!’
Med Taarer gik han bort; beklemt og bange Han vandrede igjennem Veiens Sne, Og der laa Strækninger, saa vide, lange Imellem hver en Gaard, som lod sig se, <poem>
