byrd for at den nu paabegyndte Undervisningsmaade er den ene rette og anvendelige.
En Kongelig grundlovmæssig givet Resolution, der gjör det muligt at et for 138 Aar siden paabegyndt Missionsværk kan bringes til Fuldendelse, der nedbryder den Skranke, som hidtil har hindret en nöjere Forening mellem Norges Indbyggere, der gjengiver norske Borgere de hidtil savnede, med Norges övrige Indbyggere lige religiöse, kirkelige og statsborgerlige Rettigheder erklæres for meget uheldig og uden nogen tilsvarende Nytte i det frie Norges Nationalforsamling, hvor Frihed og ukrænket Lighed i Rettigheder er Forsamlingens og Dagens Lösen.
Paa Grund af den over Resolutionen fældte Dom skal Regjeringen anstille Undersögelser og forelægge samme for næste Storting. Stortingets Pluralitet bevidner saaledes Stortingenes Forpligtelse til at gjöre sig bekjendte med de af Regjeringen dem tilstillede Beretninger, en Forpligtelse, som Proponenten og flere Medlemmer i tolvte Storting ikke maa have anseet bindende for sig, thi ellers havde de jo af de af Kirke-Departementet Stortinget tilstillede Beretninger, maattet, iblandt meget andet, ogsaa have læst hvad som med tydelige og læselige Bogstaver Side 42 i Departementets trykte Beretning staar at læse, hvad som allerede Side 28 i denne Opsats er omtalt: „Den foreslaaede Kundgjørelses Form levner Adgang til at tage et forskjelligt Hensyn til Sprogkundskaberne,“ og: „Til paa Forhaand at skjælne saadanne Kald (hvor Sprogkundskaben antages at kunne være mere eller mindre nödvendig) fra de övrige til nærmere Underretning for kommende Ansögere, savner Departementet de fornödne detaillerede Oplysninger, som derimod i Tilfælde ville
