att, spurde Haugakjeringji, ko pass lengji dei ventes sita. „Fysta Kødnstaur’n bli turr, vilja me buføre“, svara ho Birgjit. „Sit i Fre!“ sa hi; „men dæ tæk te bli so knustrent før Ongo mine, balle unde Greno. Kunna me kji laga uss so, me fanga ein Hølming kor taa Bu’n?“ sa ho. „Jau daa, dæ va Raa te di daa“, svara hona Birgjit; „e ska snugge te, so du fær eine Hølmingen taa Bu’n“, sa ho. „Heill,“ aa sit i Fre!“ sa Huldre. „Heill att!“ sa’ho Birgjit. Sea høyrde ho, dæ silte upp aa kjinna i hine Enda taa Mjølkebu’n. Ette ho hadde roa se, saag ho jamt aa samt Huldre løyste aa reiva, aa Ongadn henne balla ve Aaren.
Sommaren ette daa ho Birgjit va flutt paa Steinstøladn atte, steig Haugakjeringji inn i Bue te henne, helsa heill aa spurde, om ho vilde byte Bu (ɔ: kastebyte) uti ei brøndut Ku, som ho Bergjit aatte, aa seks kvite Gjeita. „E veit ikji plent, ko e ska sea“, svara ho Birgjit; „men i Kveld kjem han Aadne sjøl paa Stølen; e ska spørja hono,“. „Heill, aa sit i Fre!“ svara ho aa gjikk att. Om Maandan kom ha att aa spurde ette, ko han Aadne hadde sagt. „Jau daa, dæ va Raa te di, du ska faa byte“. Trast ette vart Kølla burte, aa Gjeitadn komo paa Vøllen.
Ve Vetnætbele, ette Følke voro heimattflutte, vorto Gjeitadn so tvert burte. Tenesgjenta henne Birgjit leitte aa leitte baade eistan aa arestan; men Gjeitadn fonnos ikji. Ho Birgjit tenkte so kji meir paa dei. Om Juleeftan ette Følke hadde vøre te Bords fyste Venda, komo Gjeitadn paa Dørahelludn mæ kør sin kvit Kjiling. Sea vorto dei alder meir burte, aa ho Birgjit Høvtuno ol se i mange Kjyllag mæ Haugasnaal.
