Han sta ha Takk, so Ære by.
Ein byggji, andre bu.
D’æ kji lenger Bergan imyljo, anna Trølle treffast.
Den, so kji passa Maal, lyt supe kalt Kaal.
Dæ bli kji i Klæo skøre, so kji æ i Kjøte børe.
Peingen æ baade Mat o Klæo.
D’æ bere gaa ein Krok; en væte si Brok.
Ein ska kji gjeva Bakare Brø.
Ein ska kji gaa over Bekken ette Vatn.
D’æ Lykka so spela (o inkji Korte).
Dei maa ha ei Møe alle Miniskji.
D’æ kji gøve dæ, ei Fantekjering, spann før.
Ein ugreidd Hespil æ verre en ein sinna Mann.
Eit Goord gjere meir en ti Vondord.
Dæ va te Maate; ko vilde Gjeite der!
Ner den eine Fatimann hjølpe dei andre, so læji Gudsengladn.
Laane ska koma læjand heimatt.
Ei Gong æ tegjevand.
Ei Gong æ alder, tvær Gonge æ tvær Gonge; men try Gonge æ tie Gonge.
Dæ lyt ei Gong Endin koma.
Dæ kjem kji all Mat i ei Gong paa eit Fat.
Han ska ha ein lang Matsekk, so ska skunde paa dæ (ell: paa Vaaren).
Truskap gjev Brø, Fulskap baade Sutter o Nø.
Den, so kji vaaga, tapa kji heldan.
Har han Lyst, har han Løv; har han Hjartelag so prøv.
Stort Huvu o lite Vet.
Har ein kji Stunde, ska ein ta se Stunde.
