„Dæ æ so rart mæ dei, so ha lært noko“, seie Kjeringe,
so stulla burtve Peisen, „du kann væl kanskji fortelja
uss, um dæ æ langt aat Smaaløndø (Smaalenene),
dit so Presten vøn skulde reise aav du, Skulemeistar“.
„Ja dæ fer likeso mæ di dæ æ langt; ein lyt reise i
sjau Aar før ein kjem dit. Smaalønde liggje tett ve
Indien, maa veta, o e ha høyrt dæ rae o støtt, at ein
lyt sigle igjøno Havsvælgen, før ein kjem dit; men dæ tæ
fire Aar o korkji meir ell mindre te fara ne han, o sia
ljøte dei sigle i langsammele Ti, sør dei koma aat Smaaløndø“,
svara Skulemeistaren; han æ heilt annpustin
vørte taa desse lange Talun.
„Gubaavaruss! Dæ va kji Under, at Prestfrua, Stakkar, suttra o tuttra o bar se ille ve me, taa di ho skulde fløta; men kifør va han daa kji her, so han hadde dæ so uttaa Maata gøtt daa?“
„O dei hava Hug te fara vio sleke Kara, o so faar han dæ no bere lell der, en han hadde dæ her. Der kann han bu i eit Hus taa Sylv mæ Gulldøra fere, o so æ dæ no ingjir Nau paa Smør o Øst o anna Suvl der, før dei ha so mykji Mjølk, at dei era nøygde te yste i store Tjedne; dei bruke dei binde Vasslin i Rova paa ei triærings Kvige o truge ho te svemja aav o te i Mjølketjedne. Ner dei sko taka upp Østen, ljøte dei ro i store Baata. Dæ sko ha hendt, seiist dæ, at Smaaløndinga ha bleve i Møsun. E las i ei Bok, at dei ha Brimøsta der, so store so Bitihødn, o difør æ dæ heldan inkji noko te Pris paa Brime der; men dei æ no nøygde te koke dæ ihop lell; gjort dei kji dæ, vart dæ so mykji Møso der, at dæ kji vart turt Land nokorstane. Dæ va ei Gong dæ kom ein Fatigut dit herifraa. Han va hel-
