vil de ropas paa ’aam i mange Aar, for ’aam vakne. E ’aam svultind, kan de vaar ales.
De’ikj Guld alt, som glaammaa, blank Massing fe manggaang gjaarraa de saammaa.
Skuld kollaat Ku ha Hond, saa vart de vaaind aa vaar’ Kelva.
Kua kjem ikj ihøug, at a va Kelv.
Naar du gjer Hunda vel imot, saa bit’n de helst.
Taak ikj ette Gara, men taak ette Kara.
Sjaa ikj ut a i Kjørkdær’n, men sjaa ut a i Føsdær’n.
Tærva gjifte Lerva.
Jortuva gjifte Skorvhuva.
Hend held me den ind et me.
Ind hi ikj Vere ti Vaatta.
Du ser, ker du vil, du ser ikj fraa de sjøl.
Kvar sin Gaang Snerkind, naar Supa e go.
Den, som e fryssind ska aller leg ini Aamn, aa den, som e hungrøug, ska aller laattaa ti Gryta.
D’ikj Føe alt som fylle.
De veks ikj Blomster atme kvart Bla.
„No ska du sjaa,“ sa Mand’n aat Blindmer’n, naar’n kjøur a midt paa Veggind.
Loppend aa Sladerkjerringend kan ingind berg se for.
Naar du ha vundi ivi Hund’n, vind du alti ivi Rumpa.
