atpaa aa da! Men naar’n kom opme Søa aa spør ette Oksa aat Vendalingja, saa synt ’aam a ind stor Bergklomp, som ligg atme Sø’n, som ’aam kalle Oksind, aa’n litind Nabbe atme, som ’aam kalle Kelvind. De va sandt, at ’aam høur Vendalinaja te, for ’aam ligg paa Vendalsvaldi. Men te By’n fik ind korkje Oksind ind Kelvind, for ’aam va naa der i Saammaar, saag e, aa dem e filla der den Dag i Dag.
Ind andgaang rest Vendalingind te By’n aa borga bode Vaadt aa Tært, bode Møl[1] aa Brendvin te Jul. „Ker du hi aa set i Pant da?“ spør Bymand’n. „De ska fill ikj bli fale for Betaling,“ sa Vendalingind, „for e hi tjuge Tyndaa Tjuru[2] ti Treaam; den Tjuru ska e set i Pant.“ Ja da va de ikj fale, ment Bymand’n, naar’n ha saa mykji Tjuru. De kund fill hende, at Vendalingind ha mere end tjuge Tyndaa aa, for Vendalsmarkja va stor, aa der va de mangt i Furrutre, aa Tjurru va de ti alle, saa’n kund sak sta me Oraam sine, for Tjurru va ini Furrutreaam.
Indgaang kom ind kjørend ini Byen me Trøgaam[3] paa, Vendalingind; saa va de naand Bykara, som sa: „Ker Selbygtosk aa lel! Kjøre ette Gatund me Trøga.“ „Tosk!“ sa Vendalingind. „E ska vis’ daa, at de e flere Toska i By’n iud i Selbu e, for no kjøre e rat paa Hølmind[4] ti Trøgaam,“ sa’n. Aa hend begjyndt aa
