67
aassaa treft de saa te, at’n gjik midt mod Maana.
Me de saammaa’n skuld sjaa att, om de da naa’n, som
kom aa villa taa se, vart’n var Skugga sinaam. Aa
hend te Kuten de meste’n beldt; men des fortar hend
kjytt, des fortar skrek Skjindbrokja: „tak ind, tak ind,
tak ind“. Skjømta’n att, saa va de der, sto’n saa tagd
de, skuld’n te aa ga att, saa let de att, aa de da plagar’n
me hele Vegind, alt tert’n kom fram.
Ind andgaang rodd’n ivi Sø’n i saa’n blankt i varmt i Ver; blekstilla aa Solskjen va de taa Velt’n[1]. Lite ør i Høui va’n, aassaa la’n se ni Baat’n aa sov. Aassaa drømt’n, at’n laag pi i Seng, aa da tykt’n, de va stygt aa ligji ti Skoaam, saa rest’n se i Saamna aa let taa se Sko’n aa sett framaam Sengja. Men, naar’n vakna, saa va Sko’n borte.
Vendalingind.
Vendaling va dygtøug Handlar de. De va indgaang,
hend selt ind stor Okse aat’n Bymand for naand
faa Dala. Oksind ha’n ikj me, hend va ut me Søa
sa’n, der ha’n gaa’t lengje da, aa Grase gjik langt oppaa
Siend paa a, sa’n. Ind Kelv va de atme’n aa,
aa den skuld’n fo atpaa, sa’n aat Bymanda, naar’n
villa hendt Oksind sjøl. Bymand’n gjik ind paa de da
hend, for de maatt naa filla vaar saa pas te Okse
ment’n, at’n va go for di faa Dalaend aa den litle
Omakind, de va me aa hent’n, aassaa naar’n fik Kelvind
- ↑ Velt’n = af allerbedste Slag.
