reklea aa naa Helskluta kring Fingri aa frøyst se ikjnaa. Men de vart ales aat Svenska. Østbymand’n vist’ ’aam ind gellind Veg hend, saa ’aam vart gangend av aa te paa Feli i slik forskrøpele Kalde. Tyndt kledd va ’aam, aa lite Mat ha ’aam; dem gjor bere ’aam frøus aa svalt ihel. Dem fands i store Hopa liggend døu, for ’aam ha kryddi[1] sammen for aa haald Øl’n ti se bere. Offeserend r’ev taa Soldataam Kleend aa let paa se sjøl; me’n lel spekt[2] aam paa Fotaam, paa Haandaam, i Ansigti aa alstas, der ’aam ikj kund balde[3] paa de Kle’e. Sterhopind kom fram te Haandøl i Svergje, aa der krøu ’aam aa’ ini Husa alstas, dit ker de va lite Øl[4], borti Stalda aa Føs aa ini Stugguind; men saa strauk ’aam me der att aa, for dem va for nerkom’n fære. De vart grivi op i Grav paa Haandøl, som ’aam vart lagt ni alle, som strøuk me der aa i Nerhet’n omkring: aa paa Styttend, som vaart set paa Grava, staar de, si’aam: „Herunder hvila 300 Krigsmänn“. De da hendt se Tjugenda’n saammaa Vinter’n, som Kong Karl den 12te fald for Hald’n. Da vart de forerdna’n Bedag her i Norgje, som vare lengje utgjennaam de fære Aaarhundre, aa som vi kan sjaa ti gamle Saangbøk; de staar: „Taksigelsensfest i Norge den 13de Januar“; men bode den Dagind aa flere Helligdaaggaa vart aavskaffa, naar Gelndronningja fik Regjeringja.
Kelles de gjik me Østbymanda, si Segne ymsi.
