bli me likevæl,“ sa’e Karen, aa so tok han Hatten sin aa svinga han trjaa Gaange over se i Vere, aa daa ho Aaste, vart stird[1] um se, støndo dei i ein stor fin Gard; alle Huse voro blaamaala aa høge aa brei’e, so de kunna vore paa ein Kungsgard. Guten tok daa ho Aaste i Hønde aa vilde lei’e henne inn. I Dørenn sto de ein gamall Mann, de va Far aat Gute, aa han sa’e, „du e vælkomi inn, men ille kjem du utatt.“ – „Ver inki rædd,“ sa’e Guten, „de e berre ei rau Jødnstaang, som dei kaste ette kor einaste Kristenmanns-Sæl som gaar utatt, men du ska skvette snøggt tesi’is aat høgre Dørski’unn, trast du kjem ut over Dørstokken, so naar ho de ’ki.“ No vaagde ho Aaste se te bli me inn, aa ho vart no gildt mottaki daa maa veta, skile som ho hadde kome aat eit Gjestebø. De va mange Folk inne baade unge aa gamle, sume nau’ande fine men sume fælande stygge.
Mor aat Gute fulde henne rundt umkring i allo Stogo aa Klevo aa synte henne alt som fannst; de va fullt me Sylvstaup aa ann’ Sylvstas i allo Skaapo aa Gjøymslo, aa de laag store Hauga me alleslags rare Dvergasteina[2]. Dei toko no te aa ha paa Tale, at ho skulde vera der; men daa tok ho Aaste te aa graate aa vilde springe utatt, men Guten tok henne att paa Dørstokke, aa daa ho no saag, at de va Ølvøro, at han vilde gifte se me henne, so slo ho se te der, taa di ho syntest, at gildar Kar kunna alder bli tebø’ands
