„De muna ingi Lesing her; ho gjeve dei bere verre.
Men e veit nok, ko som muna e,“ sa han, o so sette
han se te o banne Bøn i Bøn upp i Haug. Han sat
o engla[1] o svor, so ein syntist de sængra[2] ikringo
han. Men de va heldan ikki anna som te vilde. Ifraa
dei Dage hadde Folk paa Plasse Fre o trevost gødt.
Den Ti Sylateradn laago ute, vart de øfto matlaust
hjaa dei, so dei svelte i mange Daga. Daa va
de ’ki godt o vera lite før se. Ner de vart utdelt
Mat ell Brennevin, so fingo dei, som fyst komo framaat;
men aat dei sidste naadde de ’ki. Mengdin trykte
se so fram, at dei mest klemde hinan ihel. Men Valdrissadn
komo fram lel dei; ja um dei vøro dei alleættaste.
Va de ingi ønnor Raa, so la dei se paa
Knjødn o Ølbøgadn o krabba fram imyljv Føto paa
heno o gjorde se Veg likesom Grisen. De som ’ki gikk
tesi’is vart lyft ende upp.
Den Gaange dei laago ve Blakjer, vart tryaa Valdrissa kummederte burt i ei Bergstør. Der skulde det liggje i mange Daga o sjaa ette, um Fiinde kom. Men Mat fingo dei inki. Sjølvo Hære va matlaus, so de va ingi Under. Dei skulde mest te svelte ihel allesamne. Te kor Dag kom de ein Lytman te desse tryaa
