smal’e, aa smal’e der han skulde vera tjukke, aa te me spitska han upp[1], Kar; de maa vera ain rain Løstafant, eg freiste i Vegen me hono eg, Hr. Kaftin, fær eg berre Lov.“ De fekk han, men dai lo’o han ut alle. I di sama sette Karadn ihop, men rett som de va sto’o Føtadn i Vere paa Telabonda, aa so sa’e Maursæt’en de: „no ska eg syna Vaarherre Føtadn dine aa læra deg aa snusa i Jorde, so du ’ki vert’e so byrg’e ai onnor Gaang.“ I Rigimente hadde alle den True, at Maursæt’en inki dugde te aa dragast; men han stengde Læjarhurde atte denne Gøngi.
Maursæt’en aa Professoren. Før tvau Tjug Aar se’a raiste de ain Professor igjono Hallingdal, som vilde fara over te Nordlande, aa so va han te Husann paa Maursæt. De va endaa saint um Kvelden han kom dit, aa han laag hjaa Maursæte. Denne frega daa snøggt ette, ko Kar han va, aa hin svara, at han va Stjednekikaren fraa Kristiania. „Aa,“ sa’e Maursæt’en, „da e du som e Almanakmakaren okkan.“
Um Morgonen tile vilde Professoren faa Maursæten te fylgje aa syne se imist som va sjeldfengt aa sjaa Maki te; dai raiste daa fysst te dai høge Fosse der, som kallast Vøringen. No vilde Prosessoren endefeta grannt denne Fossen, ko høg han va; difør gingo dai ut paa ait Bergsflog, aa der la’e Professoren se i Gruvo aa te skø’a utover Fossestupe. Berge va hallint utpaa Flogi, aa at han skulde vera trygg før aa stupe utover, so laag Maursæt’en attafør hono aa helt i Føto
- ↑ aa spitska upp, d. e. „hava Hengjehørda.“
