E ha vore i fleire Lag i Vet, men Festarøle hjaa hono Sveidn[1] i hina Vikunn va eit gjøle Gjestebo. De gikk so aabusamt[2] te taa alle Slago, so de va Umraaln[3]. Vil du ly’e ette, ska e fortelja de taa alt ifraa de fysste te de sidste.
E kom som Skikken e, nær de e so langt burte, Dagen fyriaat. Um Morgon, endaa e va tile uppe, va Bru’e alt reidd[4]. Ho hadde so grume Buna aa Reidna, som nokon kunna hava, anna ell ho hadde ’ki Skospennu men rau Troye aa Korilstein-Haarlag aa rosutt Fyreklæ’ aa overmaatele væn Dust[5]. Som de lei ut paa Morgon litevætta, for Folki te aa koma, aa Kjømeisteren sto uti Dydne stødt te aa be’a dei inn, te Stugo da mett. Bru aa Brugom soto paa fremre Bordkrakkenda nemmast Skaapi, aa dei gamle sjølve-Folki i Hægsæte, aa dei skulde alle som komo helse paa i Haande aa ynskje dei te Lykke. Daa de va taahelsa, kom de ein Kjellarmann aa skjekkte uss ein Dram, Rei’ekjeringi kom me ei Rjumebrølesse, aa radt ette hena den are Kjellarmannen me sino Øltankar aa gav uss ein Ølskjenk i ein liten Trebolle kringum ein Pæl. Som alle hadde taa-ete detta vesle dei hadde Faatt, sto’o Brufolki, uppatt taa Krakki aa svivo att aa
