Tølvmilskoge;[1] men daa va ogso Nesteskreppa tom. Men
de e uvandt no, tenkte han Per; ner e æ komin hit,
so æ e framsødd. Men de gikk ’ki so radt, som han
hadde meint. Han vingla, eit hit, anna dit, heile Dagen;
men Røvaradn fann han inki. Um Natte laag
han unde ei Luddegrøn, svøltin som han va. Are Dagen
leitte han ogso te inkis; den tre’a gikk de hono
inki mætar. No hadde han gange matlaus tre’a Dagen
te Kvelde, o no va han so trøytt o førsvøltin, so
fotmo o mergstølin, at han ga se over, la se unde ei
Grøn o ynskte te Gud, at Dau’en skulde koma. Men
likevel so søvna han. Um Mørgo’en i Degningenn
vakna han taa ein Leven burti Skoge. Han upp; de
va so vidt, han va go te reise se. Der saag han heile
Tjuvehøkle; de va ei Skrei mest so stor som ein Dansarly,
men bere Kara, o dei, som ’ki saago før vænt
ut. Han Per ga se te o skyggle[2], o lest vera rædd,
før o saa eggt dei ette se. Dei komo ogso rennandis
o gjorde Manngard ikringo han. Ein stor, fælskin,
breieksla Gælgi kom fram or Hope o skreik te hono Per,
at han skulde fli hono Skreppa si o alt anna, som han
hadde paa se. „Der har du ho,“ sa han Per, kasta
Skreppa beint paa han Truls, so de klass; „o der har
du Knivambøe me; de e alt e har, de kunne gjedne
faa Live attpaa; e æ like nøygd me di, e svelt so ihel
kor so va.“ Tjuvadn støndo o einstirde paa han; dei
voro vante te o høyre Folk graate o be’a før Live seno,
o inki slekt Svall. – „Ko e du vil her daa Miniski?“
Side:Segner fraa Bygdom I.djvu/12
Denne siden er ikke korrekturlest
VIII
