Lite Mat gjere Husehat.
Den gamle Mannen e ’ki go aa dylja.
De e bere fø’e ain Katt en mange Mysa.
Han ska ’ki syne ain Jaale halvgjort Arbai.
De e ’ki verdt taka fyste Fisken, som bit.
De e ingin væn, daa han græt.
Den som ’ki fær verme se, slepp aa brenne se.
De e ’ki godt aa halde, de ain inki har i Neva.
Tjuv, som stel; hengjast som ette spyr; Auga or dai, som misse.
Den, som tek upp Stain aat are, fær sjaa te, so han inki fær taa hono sjøl.
De e ’ki ain Manns Høve aa gaa burt aa gifte se.
De nytta ’ki hava Nabne aa inki Gagne.
De e ’ki vandt fyr galne Folk, daa ain kjem, der dai era.
Haime alen e burte galen.
De e bere passe Saumen en misse Skoren.
De gror ette Skrubbetønn, men ugjerest ette Tjuvehønd.
Mett Magi spela, men inki fagert klædd.
Vilin dreg halvt Lass.
De e raint Lyte de, som ain kan tvaa taa se.
De som me Synd kjem, me Sorg gaar.
Taa ai go Rot veks upp ai go Grain.
De kjem ofto Trøll i Ord.
Den Yrkeslause maa ænkort gjera.
Ain vai’e ’ki myki me dai Hunde, ain ska lai’e te Skogs.
Den som ska spaa, maa ant’ell ljuge held aa hitte paa.
De staar mangein Prest ve Høggestabben.
De e mange Maura um ain Makk.
I ait stort Bøle bi jabnan ait Øle.
Daa Hunden ha biti, so slaikje han i Saare.
Te flaire Kokka de e, te verre bi Sø’e.
Den aine branka, den are bryt, den tre’a fyr Ska’a bi.
De e ’ki Skamm bjø’e te.
Den laage Hesten e lettast trø’a paa.
Skjore vait, kaa Purke ho set se paa.
Muse doyr ’ki unde Forlasse.
