Naar Baadne fær sitt Brek so græt de ’ki.
Inki e verre en veta lite.
Norda Gløtt, imorgo godt.
Sunna Glenne, imorgo Renne.
De fylgje Graat ette Skripalaat.
Trivin bi rivin aa lat fær Mat.
Han bi’a ’ki lengi den, som bi’a ette ain go Dugurd.
De e vidt Vegamot, sæl e den, som væl ha gjort.
Den, som har tiki Tremen paa Ryggen, fær bera han fram.
Den, som illt gjere, han illt ottast.
Den, som illt gjere, han illt fær.
Daa ain slær Skallin imot Stain, tek ain han saar att.
Den kollutte e ’ki go aa ryskje.
Den, som agalaus leve, han ærelaus doyr.
Skogen har mange Augu.
Han ser ’ki ain Mann lenger en te Tannars.
Naar Fantestaven ha vermst i Høndenn, e han ’ki go aa sleppe.
De e best høkle, me’ Sole skin.
De e mangt kort anna likt.
Fredagen e ’ki Vikunn lik.
Lurdags Regn vara ’ki te Sundags Messe.
Stor Skalle aa lite Vet.
De e ’ki stort Trølle, fyrr de vil hava Rove.
De som ’ki e noko illt i, e helde inki noko ljøtt i.
Vøre ain fyri vis, føre ain alder gale.
Raun gjø’e, Sylju sø’e, Heggen ber Merg i Leggen.
De vara lenger Hole en Bote.
I lognaste Vatne era verste Grunntrølle.
De e uvandt aa laga Ly’en ette Mate, men inki Maten ette Ly’e.
Den som har Klave, fær altid Kyr.
Ai liten Kjering gjere myki, me’a ai stor snur se.
