Kjeldsen merket at samtalen begynte at interessere
henne. Bak hennes halvlukkede øienlokk var der
kommet noget nysgjerrig i hennes blikk.
— Nei, svarte hun, ham var det iallfall ikke.
Og hun gjentok:
— Kanskje var det ingen.
Pause.
Så sa Kjeldsen:
— De kjenner godseier Hammel?
— Ham var det nu slett ikke!
— Nei, det vet jeg.
— Hvorfor vet De det?
— Han er bortreist fortiden.
— Det er en forbausende viden De har om mine venner, sa hun.
— Men han vender tilbake ikveld.
— Virkelig?
— Det vet De da også, fru Viviana.
— Hvorledes skulde jeg vite det?
— De har jo selv telegrafert efter ham til Palace Hotel i Kjøbenhavn. — S. O. S. — Det er det berømte faresignal. Hvem kan vel undlate å følge en slik kallelse fra en så smukk og interessant dame. Si mig opriktig, fru Viviana, hvad er det for en fare som truer Dem?
Kjeldsen så nu tydelig at det var lykkes ham å trenge igjennem hennes tomme skall av koketteri. Hun forsøkte å skjule en viss uro bak forsert munterhet.
— Den fare som truer er virkelig meget alvorlig, svarte hun, — jeg begynner nemlig å kjede mig forferdelig.
