annen om hvad der er hendt. Bli hvor De er. Er der andre mennesker hos Dem nu? Tre sydamer! Du store verden. Ja, lås døren og slipp ingen ut.
Nogen minutter efter var politiets bil allerede kommet og to civilklædte herrer trådte inn i advokat Udvejs villa.
Det var detektivene Krefting og Kjeldsen. Krefting, som var en yngre mann, medbragte nogen apparater i lærtasker.
Kjeldsen var en mann mellem tredve og firti — egentlig uten markerte trekk, med et lyst overskjegg, meget lys i det hele tatt, nordisk blond, lyst messingfarvet hår i denne stive børsteform, som minner om vindblest marehalm på Jæderen. Hans øine var mer ubestemmelige, egentlig ikke blå, men dog lyse, likesom isfarvede og med et hårdt og koldt blikk.
Det lot ikke til, at Kjeldsen hadde noget hastverk med å komme ned i Hammels villa.
Han spurte først fru Halvorsen:
— Så De nogen spor i sneen, da De kom hjem idag?
— Nei, svarte hun, den var helt jevn.
Det lyktes Kjeldsen ved den særlig beroligende måte han spurte på, å få fru Halvorsen til å forklare sig, så han kunde danne sig et billede av de rent ytre omstendigheter.
Det som særlig interesserte Kjeldsen var å få vite, hvad fru Halvorsen hadde gjort, før hun forlot villaen om lørdagen. Hun hadde bragt huset iorden, javel, men var det egentlig noget å bringe iorden, Hammel hadde jo ikke vært hjemme på flere dager.
