Dessuten hadde han besvær med å bevare sin verdighet og sin form av usvikelig edruelighet. Plutselig lysnet hans litt bleke og døde ansikt av en idé. Han vendte sig mot Hammel.
— Her har gått forunderlige rykter om at du skulde være død, sa han.
Det gav et sjokk i Hammel.
— Død, jeg?
Kjeldsen grep inn.
— Advokaten har gjort sig skyldig i en forveksling, forklarte han. Han har hørt om den døde mann, som er funnet her i Hammels villa. Derav kommer forvekslingen.
Udvej lyste op igjen:
— Ja, sådan må det være, sa han, naturligvis er du ikke død, kjære venn.
Dermed var han taus igjen, tilbakeholdende og taus og slo støv av sin diplomatfrakke.
Og denne mann skulde kunne begå et mord, tenkte Kjeldsen i sitt stille sinn, aldri! Men han kunde dog ikke komme bort fra det faktum, at sporene førte til Udvej.
Udvej så på pjolterglassene og Hammel bød ham smilende en pjolter. Men Udvej skjøv forskrekket fra sig med hånden. Nei, nei! hvordan kunde dog nogen tenke, at han nød noget!
— Det var uventet, at jeg skulde treffe Dem her i dette hus, advokat Udvej, sa Kjeldsen, men det passer mig godt. Jeg har noget å spørre Dem om.
— Værsågod, hvis jeg kan tjene Dem med noget, sa Udvej fornemt.
