XVIII.
Den nye gaate.
Aagerkarlen var blit skutt gjennem hjertet. Asbjørn Krag kunde se merket av kulen i hans stivede skjortebryst. Nede paa gulvet ved hans venstre side laa revolveren. Krag gik langsomt ind i værelset, nærmet sig den døde og la haanden paa hans pande.
Døden maatte være indtraadt for nogen faa minutter siden. Over den dødes ansigt laa der utbredt ro. Det var, som om døden var kommet pludselig; han hadde ikke set den ind i øinene, han hadde ikke anet den komme.
Krag gik hen til den anden side av bordet, stillet sig op med hænderne paa ryggen og betragtet den dræpte.
Krag hadde oplevet mange overraskelser i sit liv, han var hærdet; men han kunde allikevel ikke undlate at føle sig bevæget over pludselig at staa overfor denne døde.
— Han var heldig, mumlet detektiven, døden var barmhjertig. Han skulde være hængt.
Saa gik han tilbake igjen til værelset ved siden av, hvor danserinden fremdeles laa besvimet paa gulvet. Han famlet sig fremdeles langs væggene, indtil han fandt den elektriske knap, som han dreiet paa, saa værelset blev oplyst. Han saa nu, at han befandt sig i en forøvrigt tarvelig møblert salon. Han aapnet døren ind til det næste værelse. Det var ganske tomt for møbler, men vinduerne var dækket av gardiner. Bedrageri, mumlet detektiven, — det skulde bare se ut, som om leiligheten var møblert. I virkeligheten var den det ikke.
Saa gik han ut i korridoren og fortsatte ut til kjøkkentrappen. Entredøren stod aapen.
Han lyttet nedgjennem trappen, men hørte intet.
