— De tager atter feil, svarte Krag, jeg er heller ingen
forbryter.
— Ikke det! Saa er De maaske . . . . Lille Gibson blev saa forfærdet ved, hvad han tænkte paa, at han maatte gripe for sig med hænderne. Samtidig gjorde han en bevægelse for at komme hen til skrivebordet. Asbjørn Krag la merke til denne bevægelse og grep ham i armen.
— Dennegang har De gjettet rigtig, sa han, jeg er politimand.
— Hvad vil De hos mig?
— En hel del, kjære ven, men vil De ikke ta plads. Vi taler bedst sammen naar vi sitter.
Den unge mand vilde sætte sig ved skrivebordet, men
Asbjørn Krag skjøv ham uten videre ned i en av lænestolerne.
— Jeg liker ikke at ha Dem der ved det bordet, sa han, og idet han saa skarpt paa den unge mand, tilføiet han spørgende:
— Hvor ligger den?
Det viste sig, at han saa godt hadde grepet hans tanke, at lille Gibson uten at blunke svarte:
— Tilhøire.
Krag aapnet skrivebordskuffen tilhøire og trak frem en revolver. Han plystret svakt.
— Hallo, sa han, er det saaledes fat.
Han tok revolveren og undersøkte dens magasiner. Den var ladet.
Derefter pekte han paa brevet, som den unge mand netop hadde været beskjæftiget med.
— Og det brev der, sa han, er det betænkt for Deres onkel.
Den anden nikket.
