Krag og hans kollega tok plads, og efter at detektiven
hadde kastet et blik paa de andre gjesters servering, bestilte
han champagne. Krag vekslet øiekast med sin ledsager og
nikket mot det ene av de to optatte borde. Han hadde
gjenkjendt selskapet. De som sat der, var Theo Gibson, som
kunstnerinden hadde omtalt og en ven av ham, en mand i
trediveaarsalderen med lyst, krøllet helskjeg. Mens lille Theo
var fuldkommen elegant, næsten overdreven sirlig i sin
paaklædning, var den anden mere beskeden og borgerlig
almindelig i sit antræk; man kunde anta ham for en underordnet
kontormand. De drak champagne og sat og talte lavmælt
sammen. Det lot ikke til, at emnet for deres passiar var
synderlig interessant. Derimot saa den store eiendomsbesidders
nevø nu og da nervøst paa programmet, som om han ventet
paa, at noget skulde komme. Og det var ikke vanskelig for
Asbjørn Krag at gjette, hvad han ventet paa for med
undtagelse av en kjedelig revyakt, et par akrobater og en
tryllekunstner bød den resterende del av programmet bare paa
en flammedanserinde og den spanske stjerne. Hendes navn
stod i bred, sort ramme. Hun var altsaa en attraktion.
— Du skal se, det er Fiorella han venter paa, sa Asbjørn Krag, saa blir vi formodentlig snytt for hendes selskap iaften.
— Det var da kjedelig, svarte opdageren idet han smilte, jeg hadde for en gangs skyld glædet mig til at være deltager i halløierne, istedenfor som sedvanlig at være den nysgjerrige iagttager.
Tiden gik; man var midt i revyakten med dens mange fuldkomment vidløse vittigheter. Gulvet i sterk bevægelse, mens logernes likegyldighet steg. Saa — midt i en revysang — blev Krags opmerksomhet vakt ved, at et nyt selskap traadte ind i logen. Krag gav sin kollega et venskabelig puf i siden. Opdageren saa op, og han gjenkjendte ogsaa straks