ut; — men se her, kjære ven, Fiarella, den store spanske danserinde, hende tænker jeg vi inviterer med os i aften. Hun skal være smuk og interessant.
Betjenten to.
— Her maa være merkelige ting igjære, sa han, siden dette skal kaldes at være i arbeide.
XI.
Danserinden.
Klokken var halv ti, da de to herrer møtte op i varieteen. Det var en av de aftener, da lokalet var ganske fuldproppet av mennesker. Nede paa gulvet sat det almindelige folk med sine portvinsglas og ølflasker, oppe i de reserverte loger gnistret det elektriske lys i de høistakede vinglas; her hadde de faa mennesker av byen git møte, som likte varieteen som variete, selv om de skulde søke ned til et avsidesliggende strøk fordi der ikke var nogen anden at finde.
Krag og hans ledsager viste frem sine logebilletter og blev av en uniformert funktionær ledsaget til sine pladser. Det var et lavloftet, trangt rum; deres bord var det andet i rækken og laa saa langt tilbake, at de derfor kun med besvær — ved at bøie sig fremover — kunde faa se, hvad der foregik paa den lille scene. Men det var jo ikke for at nyde varieteens forlystelser, de var kommet her; det var for at ta iagttagelser blandt en viss del av publikum.
I det lille logeavlukke var der fire borde og nøiagtig tredobbelt saa mange stoler. De to av bordene var optat, og nu optok Krag og hans ledsager det tredje. Det fjerde var endnu ledig; men stolene var av tjeneren sat op mot bordet for at markere, at man ventet nye gjester.
