Han ringte.
Krag tænkte, at det ialfald maatte være en modig mand. Men nu trodde han, at han hadde faat vite, hvad han foreløpig kunde faa vite, og saa var der ikke noget andet at gjøre end at vikle sig ut av komedien paa bedste maate.
— Vil De gi mig brevene? spurte svindleren igjen.
— Nei, svarte Krag kort.
— Godt.
Hr. Maxim bad om den nærmeste politistation.
Krag hørte ham opgi sit navn og sin adresse og anmode om politiets assistanse. Det var skedd et overfald paa hans kontor.
Knapt tre-fire minutter efterat han hadde ringt av, hørtes der trampende skridt i trappen, der blev banket paa døren, assistenten laaste op og en opdagelsesbetjent ledsaget av en konstabel traadte ind.
Da opdagelsesbetjenten fik øie paa Asbjørn Krag, rygget han forbauset tilbake; men Krag sendte ham et eneste litet, men meget talende øiekast.
Svindleren sat i sin stol, og med stor værdighet bad han opdagelsesbetjenten træde nærmere.
— De kommer i en meget delikat sak, sa han, kjender De den herre der?
Nu buset Krag frem, før betjenten fik anledning til at svare.
— Selvfølgelig kjender han generalkonsul Berger, sa han, jeg er jo kjendt av hvert barn i byen.
Og nu forstod endelig betjenten. Han forstod, at Asbjørn Krag var i arbeide, og det var ham foreløbig nok.
— Alle kjender Dem, hr. generalkonsul, sa han og bukket.
— Meget vel, snerret Krag, idet han la sig til en større og større forbitrelse, denne frække fyr tillater sig at beskylde mig for tyveri, mig, den rike generalkonsul Berger.
