– Men saa har De jo allikevel glemt, hvad der staar.
Asbjørn Krag saa paa ham.
— De glemmer den lille sætning om Stokke gaard.
— Den har jeg slet ikke glemt. Hvad saa?
Hr. Maxim lo igjen.
— Vil De virkelig ha politiet blandet opi denne affære? spurte han.
Krag tænkte sig om et øieblik. Saa var der allikevel mere i denne sak, end han indtil nu visste. Det gjaldt at være forsigtig. Han undgik spørsmaalet.
— Og saa har jeg brevene, truet han, brevene fra min kone.
— Som De har stjaalet ja.
— Det kan nu slet ikke bevises.
— Men det har jeg jo sagt Dem, at i denne pakke er der ogsaa en kvittering for penger, som artisten har mottat av mig, og hvorfor han har git mig brevene som pant.
— Det maa være en fin fyr.
— Ja, svarte hr. Maxim smilende, naar man ikke vælger nogen bedre omgang. Og desuten tror jeg ikke, De vil ha den skandalen. Saa maa jo brevene lægges frem som akt i saken; læses op for et nysgjerrig auditorium, hvad? Den nydelige skandalen, vil De, som er en rik mand, ha for lumpne tyve tusen kroners skyld. Det var nu for det første. Men saa for det andet.
— For det andet, svarte Krag, har jeg revolveren. Og De har ingen.
Han sigtet paa assistenten.
— Aapne den dør, befalte han.
Men assistenten stod urørlig.
Hr. Maxim gik hen til telefonen.
— Behold Deres revolver, sa han.
