— Han findes heller ikke paa nogen av pladsene, sa
Ryberg. Jeg kan slet ikke forstaa, hvor han er blit av.
— End i restauranten?
— Der findes ikke en sjæl.
Pludselig vendte Krag sig mot ryttergangen.
— Han maa findes, sa han, han maa.
Inde fra salen lød nu en utaalmodig trampen. Publikum ropte paa luftkongen. Det ringte igjen, den utaalmodige cirkusklokke lød gjennem larmen. Men akrobaten viste sig ikke.
Direktøren og nogen av artisterne sprang hurtig gjennem ryttergangen. De ropte Bastianis navn. Direktøren bandte. Hvor blir han dog av den idiot, sa han.
De stanset utenfor døren til en av garderoberne.
Direktøren banket voldsomt i den skrøpelige dør. Det var stængt.
— Luk op! Luk op! ropte han.
— Spræng døren, sa Krag, hurtig, hurtig.
Inde fra Cirkus hørtes en festmarsch.
Inde bak den lukkede dør hørtes et skrik.
XXXIX
Skriket.
Skriket hadde en fortættet klang av rædsel. Det var intet mindre end et dødsskrik, et menneske i den yderste livsfare som skrek, og netop fordi det stod mot den underlige bakgrund av cirkusklovner og hestemusik fik det en særlig uhyggelig karakter.
Asbjørn Krag ropte igjen, at man skulde bryde døren op. Inde fra Cirkus hørtes publikums utaalmodige trampen.
