den nye forpagter ogsaa kjendte til, at den gamle hadde samlet nogen rariteter sammen. Men jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke er blit snytt. Bøkerne har jeg jo for alle tilfælders skyld ikke solgt, jeg har bare laant dem ut til ham.
— Har du en fortegnelse over bøkerne?
— Ja, svarte godseieren, det har jeg. Jeg har en generalfortegnelse over det hele, og forpagteren har forpligtet sig til at levere alt tilbake ifølge fortegnelsen.
— Har du faat godt betalt for forpagtningen?
— Udmerket.
— Han pruttet slet ikke?
— Ikke det allermindste.
— Hvad heder han?
— Larsson; han er svensk. Det later til at være en formuende mand, som interesserer sig for jordbruk og derfor vil eksperimentere med gaarden.
Den anden trak øienbrynene i veiret.
— Eksperimentere, mumlet han, altsaa fortsætte, hvor den gamle slap.
— Det kan jo være mig det samme, naar jeg bare faar mine penger. Sikkerheten er god nok. Det tviler jeg ikke paa.
Det lot som om den anden tænkte over noget bestemt, og han hadde slet ikke hastverk med at faa fat paa sit tøi.
— Vet du hvad, sa han, jeg maa rent ut sagt tilstaa, at mens du sat derinde og fortalte mig om dine planer, da interesserte det mig ikke det allerringeste.
— Tak skal du ha.
— Vent litt. Men nu har jeg fattet en næsten ufattelig interesse for dem. Eller rettere sagt for gaarden.
— Eller for de gamle huspostiller? spurte godseieren drillende.
— Dem ogsaa, svarte den anden, som fuldkomment bevarte sit alvor; har du flyttet fra gaarden forgodt?
