— Det tror jeg ogsaa. Det tror jeg absolut.
Den anden rykket forbauset tilbake.
— Og endda truer De med at ville la mig arrestere.
Krag smilte.
— Ja, fordi De skjuler noget for mig, sa han, hvis De sa den hele sandhet, saa kunde jeg faa vite, hvad jeg nu ikke vet. Men samtidig har jeg saa mange indicier mot Dem, at jeg naar somhelst kan forsvare at la dem arrestere. Vil De høre nogen —
Krag fortalte nu, hvad han hadde faat vite om konsulens deltagelse i regattaklubbens middag, om hans avreise, hjemkomst, om ulsteren og om den kompromitterende time mellem halv fire og halv fem om natten. Konsulens forbauselse var for første gang paatagelig.
— Det er meget, sa han, men De er jo ogsaa opdager. Men jeg kan allikevel bevise mit alibi.
Pludselig reiste han sig.
— Er det Deres hensigt at bringe dette i anvendelse imot mig?
— Det er De, som har villet kampen, svarte Asbjørn Krag undvikende.
— Det vil skade min forretning uhyre.
— De kan jo bevise Deres alibi.
— Men allikevel.
Krag trak paa skulderen.
— Hvad hensynsløshet angaar, sa han, saa tror jeg, at jeg kan maale mig med Dem; De skulde ikke prale av denslags.
Konsulen var taus en stund.
— Meget vel, sa han, jeg skal stille Dem et forslag. Skal vi handle?
Krag bød ham uten videre haanden.
