har skjult meget for politiet, som kunde tjene til opklaring. Jeg engagerer de dygtigste advokater, jeg gaar angrepsvis tilverks. Jeg begynder med Deres bedrageri likeverfor mig, jeg kalder folk til vaaben mot visse hemmelige politimænds utrolige frække indblanden i forretningsmænds dispositioner, jeg sætter himmel og jord i bevægelse, pressen, organisationen, statsmagterne. De har kjæmpet med farlige mænd før, ganske vist, men det har været en anden slags kamp, det har været med vaaben i haand, det har været Deres kamp mot samfundets fiender, men jeg snur det hele om, jeg vil utrope for alverden, at nu er det jeg, som forsvarer fredelige borgere mot skjulte fienders indbrudd. De har beæret mig med at si, at jeg er hensynsløs. De aner endnu ikke, hvor hensynsløs jeg er.
Asbjørn Krag sat og nikket til hver sætning, som om generalkonsulen rigtig talte ut av hans hjerte.
— Vil De saa ha denne kamp? spurte forretningsmanden.
— Hvorfor ikke, sa Krag, den later til at kunne bli ganske interessant.
— Der skal ikke gaa mange dager, før jeg har ødelagt Dem, sa konsulen.
— Virkelig, jeg tror ikke, der gaar nogen dager. For kampen vil være avgjort straks i begyndelsen.
— Hvorledes?
— Jeg lar Dem arrestere som mistænkt for mord.
— Bah. Det gjør De ikke. Jeg kan bevise mit alibi.
— Gjør det.
Konsulen kræmtet ærgerlig, han lænet sig over mot Krag og hvisket:
— For pokker, mand, kan De da ikke forstaa, at det er netop det, jeg saa nødig vil. De maa tro mig paa mit ord, naar jeg siger, at jeg ikke har slaat denne motbydelige fyr ihjel og ikke har det mindste med den ting at bestille.
O
