— Knælte han i haven?
— Ja, han knælte i haven og strakte hænderne bønfaldende mot himlen. De skal se, Ryberg, at her ligger hele sakens kjerne: Hvorfor knælte han — Hvad er det? De sidste ord var rettet til Krags tjener, som nu kom ind med et visitkort. Paa kortet stod der:
XXXI.
Besøket.
De to politimænd saa paa hinanden.
— Livet er dog allikevel merkværdig fuldt av tilfældigheter, sa Ryberg; nu staar vi her og taler om denne mand og vi er begge enige om, at alt samler sig om at utpeke ham som morderen. — Og saa kommer dette kort ind. Krag gav besked til tjeneren om at den besøkende skulde føres ind i arbeidsværelset. Detektiven selv stillet sig saadan frem, at generalkonsul Berger straks ved sin indtræden maatte faa øie paa ham.
— Vent litt, hvisket Krag, saa skal De faa se et forbauset ansigt.
— Hvorfor? Mener De, at generalkonsulen vil bli forbauset ved at se Dem?
— Ja.
— De har maaske ikke truffet ham tidligere?
— Jo. En gang. Men tal ikke saa høit, advarte Krag, han kunde ellers høre os. Han er allerede i entreen.
— Naa har De set ham?