— Ja, for den første, det var mig selv.
— Dem selv, store Gud.
— De giftige kryp maa knuses, sa detektiven alvorlig, men som De ser, frue, er en fjerde kommet os i forkjøpet.
— Og denne fjerde, hvem er det?
— Det vet man ikke endnu.
— Ikke engang De?
— Nei, ikke engang jeg.
Fra dypet av en skuffe i sit skrivebord ledte han frem en liten æske, som han aapnet. Æsken var halvt fyldt av de fineste cigarretter.
— Jeg vet, at De røker, sa han, man tænker bedre ved en cigaret, frue. Straks efter gled den violblaa røk i svaiende ringe omkring i værelset.
Fru Jeanette lo.
— Vet De hvad, utbrøt hun, jeg er kommet her for at fortælle Dem noget, og nu sitter jeg istedet her og er nysgjerrig. Jeg har en følelse, at De ogsaa har noget at fortælle mig.
— De tar ikke feil, svarte Asbjørn Krag, dere litt nervøse damer har et merkværdigt instinkt. Jeg har været gjenstand for to høist besynderlige sammenstøt av tilfældigheter. Begge gjælder Dem, frue.
En mørk skygge gled over hendes ansigt, og hun blev øiensynlig en smule urolig.
— Vær ikke bange. Der er intet at ængstes for. Husker
De, da vi sidst skiltes, saa antydet De noget om, at De var mig taknemlig.
— Jeg er Dem fremdeles dypt taknemlig. Jeg vil aldrig glemme at —
Krag avbrøt hende med en haandbevægelse.
— Nuvel, saa husker De vel ogsaa, at jeg sa til Dem,
