Asbjørn Krag, at den mand, som jeg mente, var din forvalter, han var det ikke. Han hadde en medhjælper, som kanske ikke er en likesaa stor skurk som han, men som hjalp ham i hans slyngelstreker. Og denne medhjælperen er det, som heter Boberg, og han er din forvalter.
— Men hvem av dem er det da, som er død saa pludselig? spurte godseieren.
— Maxim, svarte Krag, han er dræpt klokken 4 inat.
— Paa den tid, da du skulde møte ham! ropte godseieren, idet han forfærdet reiste sig.
Krag smilte.
— Vær rolig, sa han, det er ikke jeg, som har dræpt ham. Jeg fandt ham død i stolen.
— Men vet du da, hvem som har dræpt ham?
— Nei, endnu ikke.
— Og har dette noget med min gaard at bestille?
— Merkelig nok ja, svarte Krag. Jeg er kommet for at spørre dig, om du aner, hvorfor din far saa bestemt ønsket, at du ikke skulde sælge gaarden.
— Jeg har hele tiden ment, at det bare var en særhet av ham.
— Det har det altsaa ikke været. Hvor stor anslaar du værdien av din gaard?
— 250,000 kroner.
— Vel. Men jeg har hittil truffet to mænd, som mere end gjerne vilde ha git 300,000. Den ene var den dræpte, den anden lever endnu, det er generalkonsul Berger.
— Ja, jeg forstaar ikke, hvorfor gaarden pludselig har faat denne værdi.
Krag reiste sig.
— Nu har den faat en endnu større værdi, sa han, den har kanske kostet et menneskeliv. Du maa indrømme, at det
