her gjaldt en forbrydelse. Saa skulde han altsaa sitte ganske rolig og vente paa at morderen kunde komme ind i apoteket. Og derefter skulde han – dette er jo merkelig nok Deres anskuelse – lægge revolveren tilside, gaa morderen imøte og la sig stikke ned. Jeg synes oprigtig talt, at Deres bevisrække falder sammen led for led. De vil ikke faa et menneske til at tro noget andet, end at morderen har kommet ind gjennem døren og at apotekeren selv har lukket ham ind i den tro at det var et menneske som skulde hente mediciner. Efterat de saa har vekslet nogen almindelige ord, har morderen overfaldt ham.
– Indi det lille værelse?
– Det er sandsynlig, at overfaldet er begyndt i apoteket og Frykman saa er blit trængt tilbake til det lille værelse. Herunder har han saa utstøtt de rop som fruen ovenpaa har hørt: Et vanvittig menneske, en gal mand eller lignende. Under dette har saa morderen eller Frykman i halvmørket støtt syreflasken ned. De saa at den laa istykkerslaat paa gulvet.
– Morderen kunde ingenting se i halvmørket, sa kapteinen, idet han stirret aandsfraværende frem for sig.
– Det var altsaa morderen som rev flasken ned? spurte lægen.
– Ja.
– Og han kom ind gjennem vinduet?
– Ja.
– Alt dette har De set i drømmen?
– Ja.
– Og apotekeren sat rolig og ventet paa ham?
