– Nuvel. Umiddelbart efter kom morderen ind i
apoteket.
– Og da var det, indskjøt kapteinen, at fruen hørte stemmer nede i apoteket. Hun hørte samtalen mellem den ulykkelige og morderen.
Den unge læge hævet haanden iveiret, og som en advokat der forsvarer sin sak sa han:
– Vent litt, la os ta det punkt for punkt. Nu kommer vi til Deres merkværdige teori om vinduet. Vi vet altsaa, at Frykman sitter fordypet over sine papirer inde i det lille værelse. Døren mellem dette værelse og apoteket staar aapen og apoteket ligger i et underlig skummelt halvlys.
Kapteinen nikker ivrig.
– Ja, ja, sier han, det er rigtig.
Den unge læge pauserer og ser raskt og næsten drillende paa kapteinen.
– Hvorav slutter De nu det? spør han.
– Fordi jeg vet det, svarer kapteinen usikkert, — han er tydeligvis blit overrumplet.
– Ja, fordi det igjen er den usalige drøm som forhekser Dem, sier lægen, som nu ganske paatagelig er revet med av sin egen bevisførelse, – men se, det er ikke nok. Det er de faktiske omstændigheter som fortæller mig, at døren maa ha staat aapen. De vet, at fruen ropte ned og at hun fik svar. Dette beviser at døren maa ha staat aapen, for hvis den hadde været lukket, saa vilde apotekeren hverken ha hørt fruens spørsmaal eller fruen hørt sin mands svar. Derav slutter jeg videre, at apoteket hvor lamperne var slukket,
