tiltalt dem, men de sagtnet ikke sin gang. Det var likesom om de hadde vanskelig for at stoppe, naar de først var kommet i fart. De fire støvler traadte like regelmæssig og taktfast mot den haardfrosne vei. Der var heller intet i deres ansigter, som lot ane, at de hadde forstaat, hvad der blev sagt til dem. Deres øine stirret mot den brede og gemytlige slagter som to par sorte og uutgrundelige geværmundinger. De gik forbi.
– Jeg har set saadanne folk før, sa handelsmanden, det er polakker. De færdes i mængde omkring i norden for at søke arbeide paa gaardene. Det er snille og fredelige folk, men de er rædsomt dumme. Og saa forstaar de sjelden, hvad man sier til dem.
Imidlertid gik polakkerne videre. Det lot til at de hadde været i den lille by før. De gik mot et bestemt maal. Da de hadde passert nogen kvartaler i hovedgaten, svinget de ned ad en sidegate og stanset utenfor et mindre logihus. Først erkyndiget de sig om at det var det rigtige hus. Men det gjorde de ikke ved at læse navnet over døren, for de kunde ikke læse. Derimot talte de skorstenspiperne paa taket, la merke til, hvilken farve der var paa vindusrammerne og iagttok andre kjendemerker. Men de sa ikke et ord til hinanden. Endelig lot det til at alt var iorden, for de gik ind i logiet.
En sjusket, rødhaaret tjenestepike mødte dem. Og saa hændte det merkværdige, at en av dem oplot sin mund.
