ikke netop hadde været saa koldt den morgen, vilde man sikkert ha faat en antydning av hvorledes et bankrun foregaar ute i den store verden. Men den skarpe kulde kvalte paa en maate den begyndende ophidselse.
Det var en fredag, og paa denne sorte fredag viste apoteker Frykman sig stor. For det første lot han de utaalmodige indskytere komme ind i bankens varme forværelse endnu en time forinden kontortiden begyndte. Og her inde i det varme lokale benyttet han anledningen til at gi saa tilfredsstillende oplysninger om bankens stilling, at der ikke var en eneste av dem tilbake, da banken endelig aapnet. Idetheletat faldt der megen berømmelse paa apotekeren i de dager. Det blev paastaat, at hvis ikke hans eftersyn hadde været saa skarpt, vilde bedragerierne sandsynligvis ha fortsat og banken ha været utsat for endnu større tap. Og man syntes ikke alene, at hans pligtfølelse og paapasselighet hadde været tiltalende. Men apotekeren hadde ogsaa under denne sak latt visse menneskelige egenskaper træde frem. Han hadde utsat sig selv for store ubehageligheter, bare fordi han vilde gi den ulykkelige doktor anledning til at dække bedragerierne. Desuten kunde man av apotekerens utseende og hele maate at være paa i de dager forstaa, at dramaet hadde grepet ham sterkt. Han buldret ikke længer saa kraftig i sit hus. Han viste sig ikke gjerne i apoteket. Han talte ikke gjerne med folk. Alt dette gjorde, at apotekeren blev staaende sympatisk i det almindelige omdømme.
