kapteinen sterkt. Ytringen om ulykken, som en farlig nat skulde snikløpe og dræpe retfærdigheten, hadde fæstnet sig i hans hjerne og der skapt en fiks idé, som ikke var ham bevisst i vaaken tilstand, men som om natten under cocainreaktionens nervøse søvn utviklet sig, og idet han under drømmene blandet sin egen ulykkelige tilstand sammen med doktor Flodins tragedie, dikterte den fikse idé ham at dræpe apotekeren.
Kapteinen var fra gammelt av søvngjænger. Hin forfærdelige nat var der sikkert bare opstaat hos ham et ønske om at skaffe sig cocain som apotekeren hadde truet med at negte ham. I somnambul tilstand gaar han saa ut for at stjæle cocainen. Men idet han nærmer sig apoteket, kanske endog før han har forladt sit værelse, fører hans opjagede sindsstemning hans bevissthet over i et nyt spor. I sin forvirrede fantasi sammenblander han alt, han synes han er doktoren, han synes han er ulykken. Tidligere har han talt med apotekeren om den ødelagte vinduslem og allerede da er der opstaat en tanke hos ham om i nødsfald at skaffe sig cocain ved ad krype ind i apoteket gjennem vinduet. Idet han nu kommer til apoteket ser han vinduslemmen og straks dukker denne tanke, som han allerede hadde glemt, op igjen. Han gaar ind gjennem vinduet. Apotekeren ser ham komme derind, og da han gjenkjender ham, gjør han ikke anskrik. Han kjender jo cocainens virkning og vet at reaktionen efter den kan hensætte den ulykkelige i en stilstand, da han ikke længer er herre over sine handlinger. Imidlertid ser søvngjængeren at apotekeren er bekjæftiget med Flodins affærer. Nu