igjen uhyre varsomt. Døren ynket sig svakt og der gik ut fra laasen et suk som fortalte om gammelt og slitt staal.
– Er der ikke noget i denne lyd, sa detektiven, som røber, at mennesker hundreder av ganger er gaat over denne terskel. Idet jeg aapner den saadan, voldsomt og med et heftig grep i vrideren, da gjentar jeg bare noget, som engang er hændt: Et menneske er kommet rusende ind i et bestemt erende, opbragt og forbitret eller bærende paa en stor og overraskende nyhet. Eller naar jeg aapner den saadan, forsigtig og neppe hørlig, da gaar der allikevel et gisp ut av døren som synes at fortælle en hemmelighet, – saadan er fordum et menneske kommet ind ad den en nat, listende. . . . Hør, vet De hvad, brøt han pludselig av, jeg kan ikke faa dette til at stemme.
– Hvad er det De ikke kan faa til at stemme?
– Det maa jo være et eller andet menneske, som har sat de blodpletterne paa Deres skjorte, sa han, men hvordan fanden kan dette menneske være kommet ind uten at ha vækket Dem?
– Det forstaar jeg heller ikke, svarte kapteinen, men jeg har jo gjort Dem udtrykkelig opmerksom paa, at det bare var en drøm. Jeg drømte, at morderen Flodin kom ind gjennem vinduet. Hans røde haar flagret i den kolde blæst fra det aapentstaaende vindu. Han lænet sig over mig og grep mig i armen, og da jeg vaaknet, var der merker av blodige fingre paa mit skjorteærme. Det var en underlig drøm . . .
– Men forstaar De da ikke, sa X, at jeg er ifærd