XIV.
FORHØRET
– De skrev i Deres brev til mig, sa detektiv X, at De frygtet for, at uskyldige skulde komme til at lide og at De derfor paakalde min bistand. Med de uskyldige mener De de to polakker, ikke sandt.
– Jo.
– Da maa De har vægtige grunde for at tro paa deres uskyldighet, eftersom den ene allerede har tilstaat.
– Det har jeg ogsaa.
– Hvorfor har De ikke saa fremlagt disse vægtige grunde for de rigtige myndigheter, for politiet?
– Jeg har ventet dette spørsmaal, svarte kapteinen, og det er kanske vanskelig at gi Dem en tilfredsstillende forklaring. Men De vil kanske lettere forstaa det naar De hører mine grunde. Jeg har forsøkt at gjøre den unge læge, som har været opnævnt som sakkyndig, til min fortrolige. Men jeg har opgit det igjen. Mine anskuelser er ikke almindelige og da jeg opdaget et eiendommelig forundret blink i hans øine holdt jeg inde.
– Han trodde formodentlig De var gal, sa X.
– Ja, svarte kapteinen og sukket, og jeg har ogsaa selv været nærved at tro, at jeg stod paa grænsen av
